Bob Dylan, København 1966
Foto: Jan Persson
Tekst: Torben Bille (Uddrag fra bogen) 'Midt i en Beattid', Gyldendal 2008)
Dobbeltalbummet ’Blonde on Blonde’ var lige på trapperne, og hysteriet omkring det elektrificerede forræderi fra folkemusikkens Messias havde endnu ikke lagt sig, selv om det slet ikke var på højde med Newport festival og de efterfølgende britiske koncerter i efteråret. Bob var blevet pop, var der nogen, der sagde. Han lød nu ikke sådan i K.B. Hallen 1. maj 1966.
Først gav han mange, hvad de var kommet for, da han i et akustisk sæt gav ”She Belongs To Me”, ”Fouth Time Around”, ”Visions Of Johanna”, ”It’s All Over Now, Baby Blue”, ”Desolation Row”, ”Just Like A Woman” og til lettet jubel ”Mr. Tambourine Man”. En akustisk guitar vidste man da, hvad var. Øjensynligt var rygtet om andet sæt løbet i forvejen, for kun 2.000 ud af 3.000 billetter var solgt.
Dylan lignede en mand, der morede sig med dødsforagt, da han efter pausen sammen med Robbie Robertson, iført modebevidst mod-tøj og en viritabel corona af krushår skruede op for åbningsnummeret ”Tell Me, Momma” efterfulgt af en snerrende ”Baby, Let Me Follow You Down”. Så var scenen ligesom sat og Dylan ejede den. Ikke mindst da han satte sig ved flyglet og intonerede ”Ballad Of A Thin Man”. Jo der var ved at ske noget og vi var nogen, der anede, hvor det bar henad. Forandringen havde ikke noget navn, men den kunne ikke rummes i et svar, der blæste i vinden. Snarere en lang række spørgsmål.
Fine Archival Pigment Print kan købes her
0 kommentarer